ooOOOoo

Jeg er helt, helt lille fisk i en meget stor bowle. Det er ikke vandet, der får mig til at flyde. Det er ikke bowlen, der holder sammen på mig.
Nej, det er mine st OOO re øjne, der får alt til at klæbe til mine gæller. Jeg er ikke en kødædende plante, nej. Jeg er den, der sluger havet, for at drukne det.

Svar på manglende tiltale.

jeg bliver altid frygtelig bange, når nogen siger noget, der måske kunne have noget at gøre med noget andet, som jeg ikke fik sagt, eller som jeg netop fik sagt, men fik sagt for hårdt eller for langt eller for kert, og så starter den indre monolog, ”skulle jeg nu have” og ”kunne jeg da bare have” eller ”hvorfor skal jeg altid”, og efter en stillestående fremogtilbagevendt række af usagtheder, så begynder den røde lampe at lyse, damage control, alert, alert, og jeg går i gang med at bygge dæmninger, grave volde, kaste med sten, formulere smædebreve, lægge mig fladt, være et gulvtæppe, jeg er parat til hvad som helst, at være søm i min egen kiste eller lus i mit eget tømmer, alt!, bare for at få fred for det ”noget”, som ”nogen” sagde, og som ganske vist ikke var henvendt til mig, men som eventuelt og muligvis kunne have været henvendt til mig, og sådan går dagen med at slå luft ud af huller, ja.

Min imaginære kæreste forstår mig ikke

Men hvorfor skal jeg stille stå og ikke skære strå?

Der er sure mennesker allevegne

Men jeg er ikke længere et af dem. Til gengæld er jeg grådlabil.

Melding, sær.

Jamen lige nu? Lige nu tæller jeg baglæns fra tusinde. 

Nihundredenioghalvfems, tværsum ni! Trehundredesyvogfirs, tværsum ni! Ethundredetreoghalvtreds, tværsum ni!
Det giver selvfølgelig ingen mening, at jeg har den slags overvejelser, men alligevel: vildt med den slags sammentræf.

Ikke?

Vi bringer en særmelding

Der er intet nyt at berette. Beklager ulejligheden.

Søndagsstatus og et påskud for at hoppe.

Jeg vil helst ligne farven gul. Jonglere som bold i et stuuuurt nummer, hoppe op og ned og op og ned og op og ned og ned og
ned,
Det er egentlig ikke fordi, jeg tror på citronens virkning eller legens.
Det er mere et spørgsmål om, at min sol hverken er varm eller brændende, min sol er ikke gul, men en sjælden lilla, som en udtrækning på huden, lige dér [se!]
Min sol er en
en lus-i-klemme-sol.

kombi til salg billi billi

Jeg er den dårligste kombi overhovedet (men billigste, mangler du én? Har du set den her, den koster ingenting, du får en tier for at tage den, en hund, du kan melde dig ind i en klub, få guldmærker, fætter br-point): Hvis ikke jeg har paranoia har jeg halsbetændelse og i øvrigt har jeg aldrig råd til at lade mine drenge passe og på den måde er det nærmest heldigt med den paranoia, når mandlerne nu er så fåked mener jeg, sådan siger jeg ikke til min psykolog, jeg siger slet ikke noget længere, når alt brænder på er man alligevel så fåkin alene når drengene er afleveret og halsen brænder sammen med selvhadet og alt er umuligt at synke at rejse sig at se sig i spejlet, ...er det klynk, jeg begynder at synes at det er klynk, det hjælper ikke på selvhadet, men hjælper det på modet, at skrive, er det fair over for læseren, over for Methe og Louise, tekster der driver af selvynk, nej SMÅklynk, det er langt værre, få fat i en barnepige, spørg en af pigerne i Gellerupparken, Karen, Mara Malene, Barbara, .. henvend dig til andre mennesker for f... (det er jo også det jeg gør) Men det er jo netop det der er problemet, sammen med den forbandede hals, hug den af, tag hovedet under armen, i en sæk over skulderen, smid den i havet til de store rovfisk, lad dem gennemtygge det fåk, spytte det op på en sydfynsk strand hvor det hele kan starte forfra, med muslingeskaller og krabbeklør i øjet

Tegneserie uden omslag og ryg.

Det er nogle dage, som varer fra morgen til aften.
I dag, for eksempel, så jeg på elskelige mennesker i elskelige omgivelser, og jeg ville SÅ gerne. SÅ meget. Men følte mig som en taleboble, en helt tom taleboble, bundet til en pæl som vistnok var min krop, og der hang jeg så, tømt og umage, og kunne slet, slet ikke falde ned eller flyve op og væk.
Meget mærkeligt. Meget lang dag.

 [Jeg er virkelig fjollet, men af en eller anden grund er jeg er sikker på, at hvis der havde stået noget i den boble, så ville det stå i skarp parentes]

Hvem er altid beredte?

Det er HANNE OG DRENGENE. Idag har vi fået PUNKTÉRFRIE dæk på ladcyklen, bjørnen er blevet VACCINERET og jeg har tegnet den ANSVARS- og INDBOSFORSIKRING, som man de sidste 18 år har forsøgt at få mig til at tegne, nogle har sågar ment det var ULOVLIGT IKKE at have tegnet den, HVAD mangler vi så? Udover CYKELHJELME: at få fjernet de FORBANDEDE MANDLER som igenigenigen fylder mit svælg. MONSTERFÆLDEN ER gravet.

Jeg er en to-i-en'er

En for lidt til at være en kinderoverraskelse eller en velassorteret negleklipper, men nok til at være mere end en stenstøtte, et saltkar, en harmonika eller en monokel. Jeg er liv.

Mit savn kan kun ses under mikroskop.

Det er frygtelig patetisk, men jeg savner sådan min mor, jeg har lyst til at holde hende i hånden, og til at bede hendes grå hår om at blive sorte som før, og jeg har lyst til at bede hende rette kroppen, der er faldet sammen, som en busk, dækket af sne og,,,,
og jeg har lyst til at skrige ad hende, at hun må tage sig sammen, for helvede, og blive vragdykker ude for en japansk kyst eller noget andet fuldkommen utænkeligt, og det allerværste, når jeg savner hende som nu, er, at når jeg tænker på hende, min mor, så ser jeg en lille celle for mig, en lillebittebitte celle uden membran, en puls og ikke andet, og jeg kan simpelthen ikke bære, at mit savn er så simpelt.

Jeg er en sten, der er fløjet ind i en mur.

I dag er jeg er en sten, der flyver, for at modbevise min egen eksistens. Ergo er det søndag.
Jeg er en lille smule hyper, om lidt vil jeg sikkert skrive på en mur: "jeg vælter", i den tro, at den vil rette sig efter mine ord.

"Hej, hej lille mur, har du lagt dig ned for min skyld?".

 Behøver jeg at kende svaret? "Hej, hej". "Nej, nej". Bum.

Det kan minde lidt om Kaj og Andreas højre/venstre-sang

Og på den måde er det god spas. Jeg er i Paris, og der er højre/venstre-forordningen særlig prægnant. Gauche et droite, hvilket er venstre og højre, og hvor det på dansk giver bedst mening at sige højre og venstre, giver det altså bedst mening at sige gauche et droite på fransk. Når jeg spørger om vej på mit bedste skolefransk, får den ikke for lidt med franske retursvar, som ikke efterlader mig klogere, for så god er jeg altså ikke til fransk, selvom min fænomenale udtale kan give det indtryk. Når jeg begynder at se rådvild ud, er de fleste venlige at sænke farten eller at slå over i engelsk. At prøve, at gøre et forsøg, belønnes. Jeg kan godt lide at prøve, jeg kan godt lide at høre boulevard de clichy gentaget og udtalt, som jeg lige har udtalt det, jeg kan gode lide at vide, at jeg har ret, at jeg er dygtig til den franske udtale, at jeg har forstået essensen.

Forklaringen er at vi er tre hverdagsbloggere

Således kan jeg både være et kæmpe fjæs og intet ansigt i Brabrand, Skanderborg og Nordvest skråstreg Paris, kh Blog og ps. der er i øvrigt ingen grund til at tage mit fjæs for pålydende

Observation uden ansigt

Jeg lader mig altid ramme, når de [dem, de andre, det andet] fortæller om et liv, der falder omkring deres vriste som kæder af rav, jeg nævner i flæng: kortklubber, kælepotter, kølige drinks, og så k-ordet, der slet, slet ikke må nævnes, [kærlighed, kærlighed, kærlighed], og hver gang ser jeg mig selv stå fuldkommen rundtosset af alenehed, med en flækket livshistorie [ jeg ved ikke, om den er flækket på langs eller i højden, men flænget er den utvivlsomt, og spørgsmålet er, om det er vigtigt hvor og hvordan], og jeg har nok en invitation til at gå i biografen [alene? nej, nej da, med mig selv] Og det er igen igen igen noget med verden udenfor, hvor livet leves, og verden herinde, hvor jeg leves, det er ikke et problem som sådan, det er bare uforeneligt på en næsten ubærlig måde. Fin fugl forresten, kan man få en tur på den?

Jeg tager til Paris i aften

Med urinvejsinfektion og min niece. Sådan må man tage det sure med det søde.

ELUSIVE HUNTERS: Primater, Mamas, Jussi-Christoffer og prinsegemalen, og så har jeg slet ikke nævnt Michael learns to rock

DET GODE er at Jussi-Christoffer-Krag-Jakobsen har fået det bedre!! har klippet min hæk og sat nyt GULT hjul fra JEM&FIX på min trillebør og absolut ikke mindst, læs: faktisk allermest: PASSER DRENGENE I AFTEN OG I MORGEN OG EVT PÅ SØNDAG MENS JEG LÆSER TEKSTER MED MINE NATURLIGE MAMAS, og Olivia! som er kommet hele vejen fra staden, hvis ikke hun var her i forvejen, evt på grund af mormorens stegte rødspætter (de kunne også få mig til at rejse det halve dronninge- og prinse- og kronprinsesse- plus hende der ligner kronprinsessen på en prik -rige rundt, og så glemte jeg skammeligt nok prinsgemalen, som jeg har mødt én gang, det er måske otte år siden, da jeg inviteret af min ven og dengang (social-)geografistuderende Ivar Boycut Havsteen-Mikkelsen (har du egentlig flere navne Ivar? Hvis jeg ikke allerede var kørt ud ad en tangent ville jeg ret gerne fortælle om Ivars efternavne, dér er nemlig slægsthistorie som kan gøre enhver islænding grønnere end grøn, hvilket i sig selv er pirrende/incimenterende nok, men som sagt: jeg skulle til et foredrag om Haddad-folkets jagtmetoder (de klædte sig ud som strudse!) ved den højt-estimerede, man fristes til at sige: kongelige antropolog Ida Nicolajsen på det KONGELIGE Geografiske Insitut, jeg kom til at løbe ind foran ham af dørene der bedst karakteriseres ved sving-og-smæk, og siden det var mig der kom først, fordi jeg altså løb ind foran ham, fordi jeg var for sent på den, hvilket han jo så også må have været, men det er åbenbart en anden sag, det tror jeg faktisk jeg kommer tilbage til, hvor var jeg: på vej gennem døren, foran Henrik, som jeg ikke vidste var Henrik, sving og smæk, forsøg på at gribe den svingende-i-hovedet-på-prinsgemalen-dør, undskyldende smil bagud, mere løb, ind på plads i salen, hvor foredraget ikke er gået i gang, hvor foredraget ikke går i gang før vi allesammen har rejst os for den roligt spankulerende og slet ikke løbende og svedende som følge af sin for-sent-hed prinsgemal og hvad vil jeg sige med det: INTET udover at jeg glemte ham, at han snorkede under foredraget mens den kongelige antropolog som vist må have haft sin storhedstid engang på Franz Boas´tid jamrede over hvor svært det er nutildags at finde jægere udklædte som strudse, ikke at jeg ikke også synes det er en skam, men, og dette men har at gøre med min - trods alle mine udeståender med uni - (hedengange?) faglige stolthed - jeg kunne alligevel aldrig finde på, nej ved I hvad, lad det bare blive ved dette MEN, jeg glemte prinsgemalen, og nåh ja Michael Learns to Rock ) Men tilbage til teksten, som jo skal kastes for mine mamas, primaterne fristes jeg til at sige, lige om lidt: hvem har vi: Bjørnen, lille myg, øglen (det er en anden Christoffer, og faktisk kender jeg ham ikke godt nok til at kalde ham øglen tror jeg, men de andre gør det), DJUURhus, MÅNSson, og Camilla Nicole som har skrevet en hel tekst om flade og døde dyr, og som i øvrigt er en meget big lille mama, lige som mig BIG BIG MAMA, som vel også er en form for primat, det er nu I skal melde mig til feminishmerne. og som sagt Olivia, som jeg hverken vover at kalde primat eller mama, måske profet? i aften eller i morgen eller på søndag hvis vi er superseriøse og uendeligt nærlæsende, som jeg stemmer for at vi er, og måske hvis lad os bare sige det: hvis Lille Myg kommer med to hele digtsamlinger skrevet i Berlin, Athen, New York, i bussen, på Trøjborg, travende ned ad Guldsmedegade, sådan er det nemlig med den lille myg, han ville ikke sidde her og vrøvle udenom fordi han ikke ville vide hvordan han skulle skrive om Angelika, han ville SUMME, gå i KØDET ville han, og lad ham være mit eksempel, HEJ!

Slambam og skosnuder.

Jeg er træt af intentioner. At ville det bedste. At ville noget andet - ikke noget mere, bare noget andet - altid noget andet.
Når jeg er så træt, som jeg er nu, af så vrænger jeg. Presser ækelhedsord ud, som marengskys på et stykke bagepapir.
pismigiøretlort. elendigemidemedrøv. 
Det er alt muligt andet, jeg siger. Kan det høres?
Jegervedatkæntre og vilduholdeommigmensminhudrevner.

Men der er ingen, der orker appel, og jo mere jeg falder på knæ, des mere er jeg på højde med en skosnude. Slambam og fik du den?
Den der ligger på jorden, må man træde på.
Cirka.